mandag den 26. marts 2018

Klumme i Jyllandsposten uge 12 2018

I 2018 har jeg sagt ja til at skrive klummer til Jyllandsposten om havelivet. Det er en rigtig hyggelig udfordring og jeg håber at det giver lidt lyst og inspiration til at komme endnu mere i haven. Denne gang var fokus krukker. Emnet for næste gang har jeg ikke besluttet endnu.

--

Våriris, narcisser, tulipaner, påskeklokker
Der er plads til det hele i kurve og krukker

Foråret er kommet, og med det rigtige blomstrende indhold i massevis af dekorative og flytbare beholdere, bliver haven indbydende med et trylleslag.
Mon ikke du kender det? Den der utålmodighed, der kommer over en, når vinteren trækker ud, og opstarten i haven igen og igen bliver udskudt på grund af sne og frost i marts? Man står nærmest og hopper på stedet for at komme i gang. Når endelig frosten er væk, er det med at komme ud i den friske luft.
Ofte er det en kost, jeg griber til, og så går jeg rundt og fejer i forårssolen, mens jeg besigtiger alt det, jeg lige om lidt skal i gang med. Af en eller anden grund kaster jeg mig ikke bare ud i det. Haven skal ses lidt an.
Mens jeg kommer rundt på matriklen med kosten, fejes fliserne rene for blade, grene og al muligt andet, der er landet hen over vinteren. Ofte dukker der konfetti op hist og her fra den der nytårsaften for nogle unge mennesker for fire år siden. Plastikkonfetti er altså ikke den smukkeste ingrediens i haven. Men det er forår!

Som altid kan det konstateres, at første opgave er oprydningen. F.eks. de der ting, man går og stiller på bagsiden af huset, så man ikke kan se det indefra. Men som naboen så til gengæld må sidde i sin stue og kigger på hele vinteren, mens hækken er gennemsigtig.
Det er nu, at beslutningen skal tages: Skal tingene bruges igen eller bare smides ud, så naboen ikke skal se på det endnu en vinter? Mens haven er bar, kan man rigtig se alt det, der stikker ud rundt omkring og trænger til at blive flyttet, ryddet op, sat væk eller smidt ud. Når det hele er gjort, er der ro til at skabe en god start på den nye sæson. Og så kommer præmien. Noget af det, som jeg går og glæder mig til hele vinteren: Det nye år i krukkehaven.

Vi har masser af krukker rundt omkring i hele haven. Flere steder står der nogle stykker på række med ens beplantning og danner væg i et haverum, men et par steder stimler de sammen i flokke. Her eksperimenterer jeg hvert år med nye løgplanter, forårsblomster og bladvækster. Senere kommer sommerblomsterne og afløser forårsplanterne, der på det tidspunkt får plads et andet sted i haven. Der er også faste elementer i krukkerne som prydgræsser, buksbom, æbletræer og hyld, så det er ikke alle krukker, der skifter indhold hvert år.
Nogen lægger løg i krukker i efteråret og har glæde ved at finde dem frem i foråret og se, hvordan det hele skyder op. Den grad af planlægning findes desværre ikke her på matriklen, og jeg har for flere år siden tilgivet mig selv for, at jeg i stedet fråser lidt, når haveåret starter. Jeg tillader mig at købe de planter, som jeg gerne vil have i krukkerne her i marts og har stor fornøjelse af at finde frem til netop de planter, som frister mest i år. Det er måske, som det er med aftensmad. Nogen laver mad efter en madplan – andre efter lyst og appetit på dagen.

Jeg begynder med at kigge krukkerne efter – nogle skal spules og nogle skal have ny jord. Så stiller jeg dem op, hvor jeg gerne vil have dem. Min base er en en del store terrakottakrukker, og så krydrer jeg med beholdere i zink og andre steder med kurve i flet. I år har jeg investeret i nye sorte kurve, som jeg virkelig glæder mig til at se fungere sammen med det sorte træværk, vi har i haven.
Kurve skal behandles som terrakottakrukker for at få en lang levetid. De skal helst stå hævet over fliserne, så de ikke sopper i vand – så slipper man også i høj grad for myrer. En dansk kurvemager har givet mig det tip at give kurvene træbeskyttelse – f.eks. den teakolie, jeg alligevel har stående i skuret. Det forlænger rattankurvenes levetid, og med de sorte kurve er anbefalingen at bruge en sort træbeskyttelse efter nogle år, hvis de skulle blegne i solen. Jeg tænker, at det skal fortyndes med terpentin, så det er lettere at smøre på, f.eks. med en svamp. Men det råd skal helt klart testes.

Og så det allerbedste. Massevis af pastelfarver fyldes i krukker og kurve. En slags i hver sin beholder og nogle i flere krukker: Våriris, narcisser, tulipaner, påskeklokker, anemoner og krokus. De kan alle tåle en lille smule frost, hvis marts skulle byde på det. At være haveejer handler i så høj grad om forventningens glæde. Især her i det tidlige forår, hvor blomster i krukker og kurve sætter farve på verden. Endelig.

4 kommentarer:

  1. Herlig klumme,, godt med ideer, jeg tænker især kurve fifet, Når man tænker efter er det jo egentlig logisk, kurve er jo osse træ.
    Håber du kommer med dine fremtidige klummer her osse.
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
  2. Du skriver bare så godt :)

    God påske

    SvarSlet
  3. nice article great post comment information thanks for sharing.
    หนังออนไลน์

    SvarSlet