Viser opslag med etiketten Det blå bed. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Det blå bed. Vis alle opslag

fredag den 16. oktober 2015

Asters - Dresden & Hune

Jeg har i den grad nydt genudsendelserne af Haven i Hune, som DR har været så venlige at sende her i efteråret. Jeg har desværre kun få dage nået at være oppe og klar til TV, når udsendelserne har været bragt på DR. Men de ligger også på nettet, og her har jeg nydt hele sæson 1. Sæson 2 har jeg endnu til gode :-)

I programmerne giver Anne blandt andet fif til de bedste høstasters! Mon ikke mange har haver helt uden asters, og det er faktisk lidt synd, for de er fantastiske her i efteråret.

Jeg må også indrømme, at jeg selv kun har få, men dem, jeg har, sætter jeg stor pris på her midt på efteråret. Siden jeg for nogle år siden var i Dresden og så en hel skråning fyldt med høstasters blandet med blandt andet solhat, havde jeg sat mig for at udvide bestanden. En enkelt ny sort er der kommet til i år. Nemlig denne, som jeg har købt i haven fra Mien Ruys.: Kalimeris incisa 'Madiva', japansk asters.

Den er slet ikke så ringe :)

En anden er denne småblomstrende høstasters: "Sommerens sidste farvel".

 Den tredie - og sidste - er en asters købt i et supermarked for mange år siden - en pudeasters tror jeg, det er.






Har du mon asters?

Hvis ikke du helt er faldet for dem endnu, så kig lige forbi indlægget fra Dresden - du finder det her.

Rigtig god weekend til dig!

onsdag den 25. juni 2014

Det ser sølle ud lige nu

Jeg har nu endelig taget mig sammen til at rydde op i det blå bed. 

Det er virkelig ikke det bedste tidspunkt at lave staudebede på, men jeg trængte til et godt projekt og så gik jeg pludselig i gang i går. Med at rykke op, grave op og rydde. Blå geranier er væk, ligeledes en hosta med lilla blomstring, klatreklokke, nøgleklokke mv. 5 trillebørfylde blev kørt væk og skal på genbrugsstationen.

torsdag den 27. juni 2013

Det blå hav...

Staudesalvien må siges at være en af de helt udundværlige i prydhaven. Hvis den står rigtigt (i fuld sol) præsterer den et blå hav uden lige.

 Også nøgleklokke fremviser lige nu sit blålilla overflødighedshorn af massevis af blomster.



Foran nøgleklokke har jeg sidste år lagt løg for allium 'Christophii' og jeg er vild med de store prydløg, men ikke kombinationen. Så de skal flyttes efter blomstring!


Men de er smukke og både humlebier og jeg nyder deres debut i haven.


onsdag den 5. juni 2013

Violet og blå

Haven er simpelthen fortryllende i disse dage. Væk er alle tulipaner og nu er det allium og natviolerne der giver haven farve. Også pink knopurt er på vej og som det ses herunder også staudevalmuerne.



I den blå ende af bedet er de sibiriske iris helt imponerende i år. Jeg har aldrig før set så voldsom en blomstring. De må simpelthen lige have fået en ønskeposition her på bakken. De andre i det blå bed lige om hjørnet er ikke i blomst endnu, men der er også lidt mere skygge, så det er nok hele forskellen.



Også knopurt blomstrer nu. Jeg er forbi dem mindst en gang om dagen, for hvis der er dræbersnegle i haven, så kan jeg være sikker på at der også er nogen her. De elsker nemlig knopurt! Jeg har ikke fundet nogen endnu, men det skal nok komme!



Også pæonerne ser ud til at få en flot blomstring i år. Nu krydser jeg bare fingre for at vi ikke får for mange tunge regndage, når de springer ud...


torsdag den 23. maj 2013

Frodigt

... efter masser af regn i den her uge. I weekenden skal der helt sikkert luges, men lige nu lukker jeg øjnene for ukrudtet og nyder frodigheden. En aftengåtur på tværs af haven...

Først "det blå bed".






Og til sidst en flig af bålhaven.




søndag den 28. april 2013

De blå og hvide...

Her først på sæsonen sværmer jeg om det blå bed. Anemoner, perlehyacinter og lungeurt har nu taget over efter de første få blå krokus.... Og humlebierne summer lystigt omkring især anemoner og lungeurt.

Blå anemone

Balkan anemone

Anemone

Sidste år købte jeg nogle ekstra løg til perlehyacinter i Holland, og de er nu på vej op.


Jeg er især lidt vild med den to-farvede her. De vil dukke op her på bloggen igen og igen, har jeg på fornemmelsen.

Perlehyacint

De klassiske blå er nu også bedårende. Desværre er de første blade blevet svedet en anelse af frosten, så bladspidserne står lidt gule og visne, men blomstringen har ikke taget skade.

Perlehyacint

Og så er der jo også lige snepryd og lungeurt, der bidrager til den blå farve.

Snepryd

Lungeurt

Lungeurt købte jeg for nok snart 10 år siden. En enkelt lille plante og hvert år er der kun kommet en enkelt blomst frem, så jeg havde egentlig konkluderet, at den nok bare ikke trivedes i vores lerholdige jord. Men se nu her et flor. De sidste par år har den pludselig taget til og har nu delt sig rigtig fint.


mandag den 3. december 2012

Flere input til det blå bed

... hos Gitte, der har bloggen 'Fra Frø Til Blomst".

Jeg fandt denne fine kombination til det blå bed hos Gitte. Fotoet er Gittes og viser harehalegræs, bynke Artemisia ludoviciana og indianermynte anissop agastache foeniculum.

Er hermed gemt og håber husket til næste gang jeg skal flytte rundt og tilføje i det blå bed!

torsdag den 29. november 2012

Rasleblomst

Har lige set denne rasleblomst hos Berit fra Irishaven - og hold op, hvor er den fin. Den skal jeg lige have undersøgt nærmere.
Foto lånt hos Berit fra Irishaven
Idehaven skriver: 
"Rasleblomst hedder denne blå skønhed på dansk, catananche caerulea på latin. En staude der fint trives i vort land, blot den står i sol og veldrænet jord. Den stammer oprindelig fra det sydlige Frankrig og nordlige Spanien. Kan nogen gange arte sig som en to-årig, men jeg har nu haft min moderplante i flere år."

Kender du den mon?
Input modtages gerne.

torsdag den 2. august 2012

Blå

Primært takket være den skønne geranium i dette indslag er der liv i det blå staudebed - også i august! For et par år siden toppede bedet i forår og forsommer for at ligge ret trist hen i resten af sæsonen. Siden er der tilføjet geranium, en blå floks, indianermynte, sommerfuglebusk m.m., og ja ... ærenspris.

Floks - type ukendt.
Geranium - type ukendt.
Og nu er det ikke helt skidt endda! - som det hedder på jysk :)


søndag den 3. juni 2012

Det blå bed

Juni er det blå beds måned. Nu blomstrer alle iris, akelejer, lupiner og knopurt. Det hele bakkes op af de limegrønne løvefod, der understreger den fine blå farve.

Sibirisk iris. Iris sibirica 'Heavenly blue'

Kig fra det blå bed mod det lange staudebed


Jeg har over de sidste år delt og delt de iris jeg havde, og de fylder nu rigtig godt og ser også ud til at trives ret godt. Farverne passer fint sammen med lupinen Lupinus polyphyllus 'Camelot blue'.

Iris og lupiner

Løvefod, akeleje, lupin, iris og knopurt - bagest t.v hvid snebolle


God søndag :-)

søndag den 12. juni 2011

Det blå bed tager rampelyset

Pæoner, staudesalvie, storkenæb, lupiner, natviol, løvefod, iris mv. blomstrer om kap, så det er en fryd. Alt mit flytten rundt de sidste par år giver nu for alvor pote. Dejligt :-)