tirsdag den 30. december 2014

Glimt fra julens have

Julen synger nu på sidste vers, og selvom haven lige nu er præget af det drys sne, der er kommet over de sidste dage (faktisk alle dage siden juleaften), så er dagene med rimfrost - set gennem kameraet - næsten de smukkeste.


Her en lille fotoserie fra dagene op til jul.

lørdag den 27. december 2014

Fine juledage

Julemorgen vågnede vi alle op til sne over det meste af landet. Sneen afløste en regnvåd juleaften uden den hvide charme, vi alle et eller andet sted ønsker os til jul.


Men så kom den - sneen - og på trods af julefrokoster og familiehygge har der også været tid til at få fyldt alle foderstederne op i haven, og det har fuglene ventet på med længsel, ser det ud til.

fredag den 19. december 2014

Blomstring i december

For en måned siden satte jeg vores oliventræer indenfor. Der er ikke plads til dem i garagen, da den er fyldt op med myrter, skærmliljer og citrus. Så de ryger direkte ind i stuerne.

Det første stykke tid kan de godt smide nogle blade. Og faktisk særligt slemt lige nu, hvis ikke jeg holder dem med vand. Til gengæld plejer tabet af blade, så at være overstået for resten af sæsonen, og de står fint, indtil de igen kommer ud i haven ved påsketid.

onsdag den 17. december 2014

Nu må julefreden godt snart sænke sig

Altid er der travlt op til jul, og dette år er ingen undtagelse. Travlhed med alt og ingenting. Egentlig trænger vi her i huset alle til en rigtig fredelig jul, og det håber jeg lykkes for os at få skabt. I de kommende dage trapper vi op til juleferie - julegaver skal købes og træet skal i hus.


Imens står denne lille rødgran i haven og gør sit bedste for at sprede den gode julestemning. Og den vil jeg gerne dele lidt ud af her :-)

lørdag den 13. december 2014

The little black house

En af de blogs, jeg ofte er forbi, når jeg er på tur i blogland, er 'En Landliggers Dagbog', som Birgitte Sværke står bag. Jeg har stor respekt for hendes personlige stil. Hun har en helt særlig evne til at finde gamle ting og sætte dem sammen på en lækker nutidig måde. Hendes indlæg på bloggen afspejler det med stor tydelighed - men et besøg i hendes shop gør i særdeleshed også. Her er der masser af små fine fund - og tilmed til fine priser.


Har du mon besøgt shoppen?

tirsdag den 9. december 2014

Frozen

Sikke en morgen - helt som i et eventyr. Dette er, for mig, havepoesi i øverste potens. Og dage hvor alle prydgræsserne virkelig får fortalt om deres værdi for vinterhaven.

mandag den 8. december 2014

Julegavetid

I denne uge starter vi op på julegaveindkøbene, og så har jeg et lille håb om at kunne få dem i hus, så der ikke skal stresses til sidst. Gavepapiret er for længst købt - douce farver fra HouseDoctor og et par ruller helt i hvidt.



Som til og fra-kort skal Havefolkets decoupager - lavet af Karina - helt klart i brug. Jeg synes, de er så fine.

søndag den 7. december 2014

I går

I dag har været den mørkeste dag i december, tror jeg. Men i går var fantastisk. Smuk og fyldt med sollys. Her er lige et par fotos fra haven - den smule jeg nåede at snuppe midt i rengøring og forberedelser til lørdagsgæster. Ikke noget særligt... og så alligevel.


Vinterhaven har altså bare ind imellem nogle helt særlige magiske øjeblikke. Om det så bare er udkig til tørresnor og visne fennikelfrøstande.


Rigtig dejlig 2. søndag i advent til dig.
Kh.

lørdag den 6. december 2014

Hvem hænger lyskæderne op i haven hjemme hos jer?

Hvert år, når jeg går og sætter lyskæder op i træer og buske, tænker jeg over, om det her egentlig er blevet et "kvinde-job"?
Da jeg var barn, husker jeg det bestemt som noget vejens mænd tog sig af. Men jeg tror aldrig nogensinde, min egen mand har hængt en lyskæde op. Det er noget, jeg tager mig af - sikkert fordi jeg er den, der holder mest af lysene i haven.


Men - hvem gør det mon hjemme hos jer?


Det kunne altså være rigtig interessant at høre.

Rigtig dejlig weekend til dig & dine.
kh. Lone

fredag den 5. december 2014

Æbler hører julen til

Også i haven ikke mindst. Senest den 1. december sætter vi snor i æblerne og hænger dem ud. I år er det i en pilebladet pære, æblerne hænger. Andre år har det været i alle 6 lindetræer i alléen.

De er ret fine i morgenlyset og med julelys i baggrunden.

Hvis der kommer hård frost med efterfølgende tø, så rådner æblerne og herefter er der garanti for at solsortene går ombord. Men indtil videre har de fået lov at hænge fint i fred.



torsdag den 4. december 2014

Kanellys

I går gik min yngste i gang med et projekt.



Projektet indebar brug af en grensaks og det kunne jeg naturligvis kun være positiv overfor. Det var dog ikke grene, men bark der skulle klippes. Nemlig ret lange kanelstænger hun ville korte til en juleting til sin mor. Hyggeligt.

onsdag den 3. december 2014

Grene fra elletræet

... er smukke til dekoration. De har de finest små "kogler" og rakler. Og så er grenene smukt krogede og helt eventyragtige med deres pegen i alle retninger. Helt perfekte til juletiden.


Grenene her hænger over vores spisebord og er pyntet med årets julestjerne. De hvide stjerner med glimmer er helt utroligt fine - og fundet hos House Doctor.

tirsdag den 2. december 2014

Juleforkælelse

Ingen jul uden amaryllis. Og her på hjemmekontoret er der da også en buket på bordet.


Den drysser lidt nu, hvor den har nogle dage på bagen, men hvad gør det. De er super smukke og de hygger godt om arbejdet.

mandag den 1. december 2014

1. december rimer på pakkekalender

Så jeg lægger i denne måned ud med et glimt af årets pakkekalender til de yngste.



Det har egentlig ikke meget med have at gøre...