Viser opslag med etiketten Blomsterløg. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Blomsterløg. Vis alle opslag

torsdag den 21. april 2016

Så er der tern igen

En gang om året er der ternede blomster i vores have og det er lige nu. Du ved garanteret lige præcis hvad jeg tænker på - yes, det er de yndige vibeæg.

Og du kan helt sikkert bladre tilbage her i dagbogen og læser indlæg fra flere år med vibeæg, men de er altså så skønne, at de skal nævnes igen.

Hvert år har jeg en lille bestand i krukker, og når de er blomstret af, så flytter de ud i bedene. Ikke alle kommer igen, men i år må jeg indrømme, at de lidt har kuppet mig og gjort min påstand om, at de er ustabile, til skamme. For lige nu popper de op alle vegne.

De kommer både op på steder, hvor jeg husker, at jeg har lagt løg - og steder, hvor jeg absolut ikke har lagt dem. Men hvor jeg jo selvfølgelig alligevel har haft en finger med i spillet, fordi jeg flytter alt for meget rundt på stauderne :-) Mon ikke du kender det??

Endnu et år er de også sneget sig i krukker. Her på rad og række i køkkenhaven, hvor de står i helt små terracottakrukker fra shoppen. Dem kan jeg lige præcis se fra Filippas værelse, når vi går fra gangen og ind på værelset - så jeg ser dem mange gange om dagen :-)

Rigtig dejlig torsdag til dig.

Kh. Lone

onsdag den 13. maj 2015

Blue bells

For år siden købte jeg løg af  såkaldte 'Blue bells' i England på en havetur, og det var et af mine bedste løgkøb - Ever! De kommer troligt år efter år, og farven, blomsterne .... ja, det hele er fortryllende. Forstår nu endelig så godt, hvorfor englænderne er så vilde med de der blå klokker!





Er du ikke helt overbevist, så klik på et af billederne og se dem endnu tættere på. De er altså ret lækre!

mandag den 3. marts 2014

Snowdrops

Et efter min mening super navn til de små fine vintergækker: Snowdrop. Og lykken er at have så mange, at man kan plukke og tage dem med ind i varmen og nyde dem - helt tæt på.


Jeg har læst ofte, at vintergækker får man bedst i haven ved at grave et bundt op efter afblomstring (hos en sponsor) og så dele og lægge løgene med det samme, hvor man ønsker dem. Får de lov at ligge for længe og helt tørre ud, er det efter sigende værre.

Disse er importeret til haven via netop et bundt fra en venlig sponsor. Men så blev de glemt i en spand i garagen og først sent på efteråret fik jeg dem fundet frem og forsigtigt lagt i jorden.


Men - lykkeligvist blomstrer så godt som hele bundtet. Nej, jeg har godt nok ikke ikke talt, men det pibler op med fine små gækker, og der er rigeligt til gækkebreve til alle nevøer, niecer og længere ud.... Hvis jeg ellers skulle finde på den slags :-)

søndag den 13. oktober 2013

De uundgåelige

... køb af blomsterløg er ved at være planlagt. Når jeg planlægger tager jeg fotos frem af bedene på de pågældende tidspunkter, så jeg kan huske årstiden og så sætter fotos af de nye planter sammen med bedene og evt. et foto af en eksisterende fra samme periode eller en stemning fra bedet på et andet tidspunkt, som jeg gerne vil have videreført.

Lige nu ser det sådan her ud:


DET BLÅ BED

BLUE BELLS, HYACINTHOIDES NON SCRIPTA
(foto 3)
Købt i England tidligere på året.
Beskrivelse: Blomstring: Maj. Højde: 30cm. Sættedybde: 10 cm. Løgafstand: 10 cm



PRYDLØG, ALLIUM CEARULEUM 
(foto 3)
Bestilt hos Isabella Smith.
Hun skriver: "Blå som en kornblomst er denne prisbelønnede prydløg, der i modsætning til de fleste andre prydløg blomstrer midt på sommeren. Den er ca. 45 cm høj og blomsten er på størrelse med en golfbold. Rigtig fin mellem sommerblomster og stauder eller i køkkenhaven. Super let at dyrke: du planter bare løgene på et solrigt sted, mere skal der ikke til. Højde: 45 cm. Blomstring: Juli. Farve: Blå"


DEN LILLA SIDE


TULIPAN BLUE DIAMOND
(foto 2)
Bestilt hos Isabella Smith.
Hun skriver: "Den bedste af de ’blå’ tulipaner. Blue Diamond er god til at komme igen i mange år, og danner de smukkeste, runde, fyldte, syrenfarvede hoveder. Højde: 40 cm, Blomstring: Slut maj. Sættedybde: 15 cm. Farve: Mørk syren. Løgafstand: 10 cm. Type: Dobbelt sen"


DET LANGE STAUDEBED


NACISSUS 'OBDAM'
(foto 3)
Købt i England.
Beskrivelse: Fragrant Double, Blomstring marts/april, Højde 40cm. Sættedybde: 12cm, Løgafstand: 10 cm. 


TULIPAN OLLIOULES
(foto 3)
Supplement af eksisterende.


DET LANGE STAUDEBED - ORANGE ENDE

TULIPAN 'CAIRO'
(foto 2)
Bestilt hos Isabella Smith - supplement af eksisterende.
Hun skriver: "Jeg kunne ikke stå for denne buttede tulipan, der er orange på den mest lækre måde og som desuden har brede kirsebærrøde striber. Fantastisk med alle de lilla tulipaner, fra den syrenfarvede Blue Diamond til den mørke Purple Lady. Også rigtig god sammen med den mørkerøde Rococo.
Højde: 60 cm, Blomstring: Slut april, Type: Triumph"



KØKKENHAVENS NORDBED

TULIPAN 'BALLERINA'
(foto 2)
Supplement af eksisterende.

TULIPAN 'BALLADE'
(foto 3)
Supplement af eksisterende. Købt ved en fejl og nu er jeg faldet pladask for dem.


DET HVIDE BED - MÅNESKINSHAVEN



KROKUS, HVIDE
(foto 2)
Købt i den lokale planteskole, Christiansminde.

KROKUS, CROCUS 'CREME BEAUTY'
(foto 3)
Købt i England.
Beskrivelse: Blomstring: Februar/marts, Højde 8cm, sættedybde 5cm, sætteafstand 5cm.


PERSISK VIBEÆG
(foto 3)
Bestilt hos Isabella Smith - supplement af eksisterende.
Hun skriver: "Det er en høj blomst, næsten lige så høj som kejserkrone, dvs. meget anderledes end de små vibeæg, vi kender så godt. Den trives bedst på et lunt og tørt sted, f.eks. op ad en husmur, eller i et solfyldt bed med et godt dræn. Også fantastisk i krukker."
Farve: Bordeaux- til sortrød, Højde: 60 cm, Blomstring: Juni, Sættedybde: 15 cm (på et varmt og tørt sted), Løgafstand: 15-20 cm


ALLIUM MOUNT EVEREST
(foto 2)

TULIPAN SPRING GREEN
(foto 3)