tirsdag den 17. maj 2016

De mørke uger

Jeg kan se rundt omkring på Instagram og på havebloggene, at der er mange, der kan nyde de mørke tulipaner i disse uger. Her hos os er de krydret med lidt orange. Jeg elsker den varme farve - også i foråret :-)


Det er tulipanen 'Cairo', der i første omgang fik lov til at lege med her i maj. 



Hvis du kigger godt efter på billederne, vil du kunne se at der også er andre orange - og tilmed gule - spillere på banen.

Det er de små valmuer, som jeg faktisk har fået som arvestykke fra Jytte - bedre kendt som Tante Grøn. Jeg faldt pladask for dem et år, jeg var på besøg hos hende, og hun gravede straks en klump op til mig. Den er nu med tiden blevet til flere :-)



De mørke tulipaner er dem som så mange havefolk kender og elsker - Queen of Night. Den er helt uundværlig i majhaven.


Den får i øvrigt selskab af denne, som jeg har glemt navnet på i skrivende stund.... ja, det er helt væk :-)


De lyserøde blomster er fra kæmpestenbræk, som jeg har fået fra en anden haveven og veninde: Birgitte.

Alt i alt bliver billedet fuldendt for en kort periode. (Klik på billedet herunder, så kan du se det hele i lidt større format).

Inden længe starter de første allium - så skifter scenen igen :)

torsdag den 12. maj 2016

Det går godt...

Også selvom man måske skulle tro at der var en mindre familiekrise, når man kigger på haven. Mælkebøtterne er overalt - også i bedene! - og græsset vokser højt flere steder. I hvert fald indenfor havelågen. :-)

Lindetræerne sprang ud for et par dage siden pga. disse varme dage. Hækken er ligeledes sprunget ud på rekordtid. Kun en enkelt plante hist og her mangler sin grønne sommerdragt.

Forårsløgene er desværre allerede på vej til at visne. Det er gået alt alt for stærk pga varmen.

Jeg tror, at det er første gang, at de hvide purissima-tulipaner blomstrer samtidig med kenzofarverne i køkkenhaven.
 
Køkkenhaven er i øvrigt så småt ved at blive etableret med årets afgrøder. I år satser jeg på krydderurter og bær. Og måske også lige et enkelt bed med kartofler. Og så skal der sås blomster til at plukke af. Så jeg har lidt at nyde i sensommeren. Og måske vores søde vejmoster - og feriehavepasser - så også kan plukke med hjem og få glæde af alt det hun går og vander :-)

Den nederste del af haven står med højt græs. Nej - det er ikke et nyt koncept med vilde haver, der er på vej ind her. Det er kombination af mangel på tid, mangel på benzin til traktoren og at græsset har været så udpint efter vinteren, at det skal have lov at vokse sig kræfter til.

Jeg gav gødning for nogle uger siden, og det har allerede givet godt pote. Så der er håb for græsplænen, selvom det så noget trist ud for bare en måned siden.

Her sandkassen, som jeg har været ned og befri for blade og efeu. I de forgangne varme dage har Filippa og jeg været i sandkasse med skovl og rive. Det har været totalt hyggeligt.

Lige nu står hun under piletræet og sover sødt...


I baggården er der ryddet pænt op. Det er her jeg potter krukker til. Og pga fliserne bliver her hurtigt varmt - et hyggeligt sted at være, når jeg lige kan snige mig ud for en kort stund.

Morgenhaven står faktisk også nogenlunde skarp. Bedene blev ryddet sidst på vinteren, men desværre er flere af planterne forsvundet. Så her er lidt bar jord, hvor jeg skal have plantet nyt.

Og så har jeg for første gang tulipaner i kummer. Simpelthen fordi jeg ikke nåede at få dem i jorden, mens tid var. Og det er jeg egentlig ganske godt tilfreds med. Karret her står ret flot nu.



Ups - vågen baby. Jeg er den, der er smuttet.

Rigtig dejlig dag til dig - vi ses snart igen.

Kh. Lone