torsdag den 29. april 2010

Tulipanerne lyser op!

De lyse tulipaner blomstrer nu smukt i et af staudebedene - det bed der senere på året faktisk er mit blå bed.


I bedets forgrund har jeg en del perlehyachinter og en fin blå anemone, som jeg har fået fra min mor.


...og en fin balkananemone, der heldigvis er god til at sprede sig.

Køkkenhaven lige nu

Det eneste, der ser ud af noget lige nu, er buksbomkuglerne, en række af purløg og spæde jordbærplanter. De fleste krydderurter sunder sig stadigvæk efter kulden.


Forårets imponerende anemonetæppe

Jeg skrev den anden dag, om hvordan vores skov lige nu er dækket af anemoner som mange andre danske bøgeskove. Synet er bare så imponerende, at det kan tage pusten fra én hvert eneste forår:




tirsdag den 27. april 2010

Claus' valmuer

En dejlig overraskelse efter en lang dag: En hilsen fra Claus Dalby med tak for en boganmeldelse på hans nye blog http://www.clausdalby.dk/ ... Frø til de smukkeste valmuer som jeg faldt pladask for, da jeg læste min første Claus Dalby bog: Den levende have. Super bog!!

Nu skal jeg bare have fundet det perfekte sted til dem :-)

Inspiration fra Djursland

Lidt mere inspiration!

Sidste sensommer - midt i august - var jeg med min søde og meget haveinteresserede veninde Karen Magrethe ud og besøge hendes forældre (Anna og Anders) og deres meget fine gartneri: Brændtvad Gartneri. Gartneriet er egentlig lukket, men der er alligevel masser, masser af inspiration at hente.


En af de ting der virkelig er overbevisende, er frodigheden kombineret med charmen fra de gamle drivhuse. Det kan man kun nyde. At forsøge at efterligne det i en - som min - meget yngre have er praktisk talt dømt til at mislykkedes.

Og så synet herover til højre, der popper op i mine tanker gang på gang - imponerende hvide skærmliljer (på latin agaphantus).
Efter besøget købte jeg straks en stor hvid skærmlilje, som jeg nød hele sensommeren og store dele af efteråret i krukke på min terrasse. Til min store fortrydelse landede den ved en omstrukturering på bagsiden af mit hus, hvor jeg fandt den, efter sneen var tøet. Frosset til sit endeligt - frygter jeg. Men hvide skærmlinier skal der ind i haven igen, så jeg må på planteskolebesøg!
Vedr. Anders og Annas smukke gartneri: Aftalen med KM er, at vi tager en tur til Djursland igen, når pæonerne blomstrer til sommer. Det glæder jeg mig virkelig til :-)

Italiensk inspiration :-)

Selvom min have er super dansk, bliver jeg også gerne inspireret af skønne detaljer fra middelhavslandene - som dette billede fra sidste års sommerferie. Billedet viser meget præcist den skønne stemning, som jeg prøver at få i min køkkenhave, hvor det blandt andet er lavendler og buksbom, der dominerer.

Anemoner

Lige nu er skoven, der ligger få hundrede meter fra vores hus, fyldt med anemoner, og mine piger bringer ofte en buket med hjem til vindueskarmen, når de har været på tur med vores hund Nugga.


Ofte hænger der en lille rod ved i buketten og i flere år har jeg nu lagt disse ud i haven. Det betyder, at jeg også har min egen lille anemone-lund i et af mine staudebede.

lørdag den 24. april 2010

Dahlia drømme

I dag har jeg også fået lagt mine Dahlia-knolde til forspiring. De kan sættes direkte ud, når risiko for nattefrost er ovre, men på denne måde får jeg lidt tyvstart inden de lægges ud engang i maj.

 Dahlia x hortensis 'Boy Scout':


Vejledningerne for dyrkning af dahliaer er egentlig ganske simple, men der er lidt arbejde i det.
  • April-Maj: Knoldene lægges til forspiring. Gerne tæt i kasser og med spagnum ca. 2/3 op om knoldene.
  • Midt maj/først juni: De spirede knolde plantes ud i haven ca. 1 cm under jorden - omkring Grundlovsdag der sædvanligvist er tidspunktet for hvornår risiko for nattefrost er ovre.
  • Juli-september: I den første tid vandes der og gødes lidt. Så snart blomstringen begynder, stoppes gødningen. Ellers kommer der for mange blade og dermed færre blomster. Og så er det bare at plukke løs af de smukke blomster.
  • Straks efter første nattefrost klippes planterne ned og knoldene tages op og lægges til tørre tørt. Fjern så meget jord som muligt - evt. efter de er tørre. Så er det lettere. Stilkene klippes ned til 1 cm, som er samme dybde de skal plantes i igen til næste sommer :-)
Jeg kaster mig i år ud i tre nye sorter: 'Arabian Night' (mørk dekorativ), 'Snowflake' (hvid pompon) og 'Wishes and Dreams' (rosa pæonblomstrende).

Tulipanerne

Tulipanerne står nu med fine knopper og lover et skønt syn inden længe.

Forsythiaen blomstrer :-)

Når Forsythiaen blomstrer, er det tid til at klippe lavendler og roser.

Jeg har ikke en Forsythia i min egen have (.... for jeg holder faktisk ikke ret meget af den skrappe gule farve i haven...). Men jeg holder øje med dem alligevel, da det er en sikker forårsbebuder, og jeg retter mig fuldt og fast efter det gamle huskeråd, der endnu ikke har svigtet mig :-)

Min køkkenhave er omkranset af lavendler, og det giver den middelhavsstemning, som jeg slet ikke kan undvære om sommeren. Både farve, form og duft er helt fantastisk.


fredag den 23. april 2010

Frø til haven

Jeg har nu ledt og ledt efter den lyse klatretyv/klatreklokke Cobaea Scandens 'Alba' og en rund squash (som jeg købte hos Isabella Smith for nogle år siden) ... men uden held.

Selvom jeg er opmærksom på, at det måske er for sent vedrørende klatreklokken har jeg i dag logget på Thompson & Morgans shop på nettet og bestilt begge. Så håber jeg, at der ikke går en hel måned før frøene lander i min postkasse.

Snevejr i april

Jeg ved, at det er en klassiker: Sne i april. Men jeg bliver alligevel let overrasket hver gang. Her går man netop og glæder sig over, at foråret endelig er kommet, og så daler det ned med de største snefnug en hel dag.





















søndag den 18. april 2010

Påskeklokker

Påskeklokkerne står nu rigtig fint i haven. Det er lidt sent i år pga. den lange vinter, men nu er de så også kommet for fuld kraft :-)


Næste glæde bliver, når den fine Magnolia springer ud ... og det er lige om hjørnet:


søndag den 11. april 2010

Så er køkkenhaven i gang!

Heldigvis endelig en dag med skønt forårsvejr - og sol!
Køkkenhaven er nu endelig blevet gravet igennem og de første ting som radiser, salat og rucola er sået, og der er sat rødløg :-)


Mistbænken er pt. vært for purløg og persille der skal have en tidlig start. Og for nysået Romaine salat.

søndag den 4. april 2010

Køkkenhavens planlægning

Jeg er i gang med at planlægge køkkenhaven for i år...


Det skal ikke være så meget som sidste år, hvor jeg havde frilandstomater, peberfrugter etc. der var meget tidskrævende - ikke mindst med vanding.


















I år bliver satsningen en del krydderurter og så lidt ærter og radiser til pigerne - og så kan jeg nok ikke undvære mine runde squash, bønner og bladselleri. Blåbær er også et af de nye elementer der skal tilføjes i år. Nu har vi købt blåbær hele vinteren, så til efteråret skal det være godt med vores egne.

Når puslespillet i køkkenhaven skal gå op, er der altid lige et par ting, der skal tages hensyn til:
  • Ærterne skal ikke såes samme sted som de sidste par år.
  • Salat skal ikke såes samme sted, som de sidste to-tre år (pga. nematoder og rodlus).
  • Jordbær trives 4-5 år samme sted (så de bliver stående et par år endnu)
  • Blåbær skal i tørvejord (regner med at købe 'Amerikansk blåbær').

  • Basilikum skal i mistbænken.
Da jeg sår i højbede og gerne vil udnytte jorden bedst muligt, holder jeg mig ikke helt til de klassiske grupperinger med kål, rodfrugter, bælgplanter. Kombinationerne planlægges efter:
  • Squash og radiser (radiserne er længe væk, når Squashen fylder hele bedet)
  • Rucola, løg, persille og tagetes
  • Basilikum og salat i mistbænk
  • Ærter, bønner, bladselleri (kombineres med forkultiveret salat, når ærterne er høstet)
  • Resten af bedene er forbeholdt bær og krydderurter
Sidst, men ikke mindst, skal jeg måske have nogle slyngplanter til krukkerne, der skal passe til mine lavendler samt yndlingsrosen 'Mary Rose' - valget står mellem latyrus eller en hvid klatreklokke...