søndag den 31. maj 2015

Alt det grønne

Her på kanten af maj vil jeg lige lægge en status fra haven - fra hele den sydlige del af haven. Lysegrønne bøgehække, buksom og kirsebærtræer farver hele haven grøn - heldigvis er der også lidt sorte linjer i alt træværket, terracottaens orange i alle krukkerne og lidt farveglimt i bedene. Se med...





Fuglekassen her er fyldt med unger, der pipper døgnet rundt efter mad...


Rigtig god søndag til dig!
- Solen kigger frem ind i mellem, og det ser ud til at blive en dejlig dag :)

torsdag den 28. maj 2015

De blå uger

Mon ikke ultimo maj er den skønneste tid at have blå i haven. Den fine himmelblå farve, der er så let og ubesværet. Og her suppleret med lidt mørkere bordeaux, der giver lidt dybde.

Jeg elsker disse farver i haven...







mandag den 25. maj 2015

Sunburst

I dag var jeg et smut på planteskolen for at hjælpe en veninde med køb af stauder og et nyt træ. Imellemtiden faldt jeg over de træer, jeg selv længe har tænkt på at få i jorden, og så sprang jeg til.

Træerne er Gleditsia triac. 'Sunburst' - også kaldet gulbladet tretorn - og de skal stå på rad og række foran vores største vinduespartier. Både for at forstærke perspektivet og for at danne en smule skygge til rummene på indvendig side her i sommerhalvåret.

Træerne tabte jeg mit hjerte til, da jeg som ung boede i Aalborg, og hver gang jeg skulle handle på strøget gik gennem en baggård, hvor netop disse stod i en klynge på en bund af brosten.


Træerne gav det mest fantastiske lys til baggården, og siden har jeg vidst, at de en dag skulle introduceres i min have. Når jeg en dag fik en.

Nu står de klar til at blive gravet ned...



PLANTEFAKTA
Gleditsia triac. 'Sunburst', Gulbladet tretorn.
Et middelstort træ med en gennemsigtig og vidt udbredt krone. Højde 7-10m. De unge grene er gyldenbrune. Bladene springer guldgule ud, bliver senere lysegrønne. Efterårsfarve gul. Blomster ikke øjenfaldende. Til alle typer jordbund.

fredag den 22. maj 2015

Ikke alle dage er lige underholdende

Sådan er det! Og det kan så vælge at lade gå ud over hele verden (det er dette ikke et forsøg på! :-)) Eller man kan pakke sig lidt ind og traske ud i det grønne og få lidt luft. En god gåtur gør underværker - ligeledes en time i haven, hvor man kan få lov til at gå med sig selv og tænke tanker uden at blive forstyrret. 




I denne tid går turen ofte til køkkenhaven, hvor det hele er på vej op og der skal fjernes lidt ukrudt hver dag, så det er de rigtige spirer der får pladsen.

På billedet herover kan man se hvordan det lille, men også ældste, æbletræ lyser op fra køkkenhavens rum. Du kan lige skimte det lyse op over bøgehækken bagerst i billedet.


Jeg beskærer træet flere gange om året. Både i det tidligere forår og igen sidst på sensommeren, når det har båret æbler og de lange vanris tager overhånd. Ind imellem kan jeg også sagtens finde på at tage saksen og tage lidt af grenene, for ellers skygger det for højbedene i køkkenhaven.

Undvære det helt vil jeg dog ikke, for det giver en hyggelig stemning i den lukkede gårdhave, der er køkkenhave.

Det varer ikke længe for det takker af med blomstringen. Men lige nu står det med ualmindeligt mange blomster - og det er så smukt.

I det lange staudebed er scenen også ved at skifte. Buksbommene er nu alle kommet med nye friske lysegrønne skud og lyser hele kanten op. Den portugisiske laurbær har ligeledes fin ny vækst og snebollen står fyldt med blomsterstande. Der er vist ingen tvivl om at den er glad for sin placering her i haven.

De mørke tulipaner bliver langsomt afløst af purpur, der nu er på vej. Her den traditionelle 'Purple sensation', som er noget af det mest fotogene.

En stor mængde natvioler er også på vej. I år har flere overlevet i min have. Desuden får jeg hvert år et tilskud fra min mors have, hvor de sår sig meget villigt. De gør de desværre ikke her hos mig.

I samme farve har vi denne kæmpestenbræk, jeg har fået af en sød veninde. Flere steder i haven har jeg den og den blev egentlig mest af alt importeret for bladenes skyld. Men farven passer faktisk helt fint ind lige nu.


De mørke tulipaner er nu ikke helt væk endnu - men man kan godt se, at de synger på sidste vers.

Det var alt fra mig for i dag! Pligterne kalder :)
Rigtig god fredag til dig.

Kh. Lone

mandag den 18. maj 2015

Sommerhaver på tryk

Som du vist godt har regnet ud, så fylder arbejdet med magasinet HAVEFOLKET efterhånden en stor del i både mit og resten af redaktionen på Havefolkets liv. Vi bruger meget tid på at finde det haveinspiration frem, som vi gerne vil give videre til vores læsere, og vi hygger os med projektet - fordi det er noget, vi virkelig brænder for! Selvfølgelig er det også ind imellem hårdt arbejde, men det opvejes virkelig, når vi - som i disse dage - kan se hvordan læsere fra nær og fjern klikker ind på vores shop og lægger magasiner i deres indkøbskurv. Så ved vi, at vi gør en forskel! Og det spreder lykke hos os alle 4.


I det kommende magasin har vi fokus på havedesign - havedesign for alle! Det betyder, at vi prøver at komme godt rundt i emnet, så der både er inspiration til de minimalistiske og stramme haver (som der kommer flere og flere af) og til de mere romantiske og naturlige haver.


For at få nye input til den naturlige have har vi denne gang indgået et samarbejde med havearkitekt Lone  Skjødt (www.groenneglimt.dk). Hun har en forkærlighed for de vilde haver og indarbejder gerne elementerne i sine haveplaner. I samarbejde har vi derfor begået en artikel, hvor Lone giver gode råd til de vilde områder i haven og ligeledes viser og beskriver en af sine haveplaner, så der også er noget konkret design at studere. Jeg har fået æren af at sætte nogle fotos til. Og det har været en stor fornøjelse, for fotos af de vilde elementer i haven er måske nærmest nogle af de smukkeste. De har i hvert fald en særlig sjæl, tænker jeg.


Og ja - jeg drømmer også om at få en eng i haven. Når jeg en dag får lidt mere plads :-)




Har du lyst til at læse med i magasinet, så kan du bestille det i vores shop. Det håber jeg, at du har lyst til. Og så vil det være fantastisk, om du også har lyst til efterfølgende at lade høre, hvad du synes om det. Konstruktiv kritik er bedste vej til udvikling :-)

Du kan både bestille abonnement til resten af året eller blot bestille dette enkelte magasin... til dig selv eller til en du holder af.

Rigtig dejlig mandag til dig!
Kh. Lone

fredag den 15. maj 2015

Orange!

Kender du det? At der er nogle udsigter i haven, der bliver ens yndlinge? Efter vi har fået tegltrappen lavet færdigt, så er det som om at kig på tværs af den er særligt hyggelige. Og i disse dage, hvor orange huserer i haven, så er det kigget til orange - på tværs af trappen - der hele tiden fanger mit øje, når jeg går i haven.

Det er ret nørdet - jeg ved det godt - men bliver altså alligevel lige nødt til at dele det her. Billederne er taget her til morgen, mens der endnu er dug i græsset.

Her med lidt af duftsnebollen. Og så går vi tættere på.

I modsætning til sidste år, så er der nu kommet en stor terracottakrukke på pladsen på den anden side af listehegnet. Og den leger jo også med i den orange genre. Ellers er det blandt andet kejserkronen, der fanger blikket!

Synes både farve og form er fantastisk. Om den lugter fælt, har jeg faktisk ikke fundet ud af endnu. Har ikke haft næsen helt nede i den :-)

Den er da bare for lækker!


onsdag den 13. maj 2015

Blue bells

For år siden købte jeg løg af  såkaldte 'Blue bells' i England på en havetur, og det var et af mine bedste løgkøb - Ever! De kommer troligt år efter år, og farven, blomsterne .... ja, det hele er fortryllende. Forstår nu endelig så godt, hvorfor englænderne er så vilde med de der blå klokker!





Er du ikke helt overbevist, så klik på et af billederne og se dem endnu tættere på. De er altså ret lækre!

søndag den 10. maj 2015

Så er køkkenhaven pakket!

Godt vejr fik mig lokket ud af huset og i haven for alvor. I dag var det køkkenhaven der stod for tur. En del manglende endnu at blive sået og plantet, så lavendelklipningen blev udsat endnu engang til glæde for køkkenhaven. Og nu er jeg så endelig med på den front. 

Ærterne såede vi for nogle uger siden, og de er kommet fint op. Heldigvis har duerne ikke fundet de små ærter efter såningen - ellers havde rækken vist hurtigt været væk!


Ugen efter såning af ærterne, såede jeg bønner. Rettesnoren for den såning følger slavisk kirsebærtræernes blomstring.

Radiserne - der er en pink sort - såede jeg samtidig med ærterne. Og de er også kommet fint op. Heller ikke den sværeste grøntsag i haven :-)

I dag har jeg sat basilikum i mistbænken. Det er en plante jeg har købt mig for nogle uger siden. Den er blevet nippet og spist af og ellers stået i vindueskarmen og vokset sig lidt til inden den ryger ud. Nu er mistbænken vandet godt igennem, har fået tilføjet kompost og småplanterne er plantet ud én for én. Kun på de helt varme dage lukker jeg mistbænken op - ellers får de lov at nyde varmen under glas.

Jordbær har vi også plantet i dag. To sorter - en tidlig og en sen. 6 planter af hver - så må vi se om der er bedre held med disse, end de sidste jeg plantede (det var en sort, der skulle give bær hele sommeren og over to sæsoner gav de kun 2 bær - så de røg ud igen!)

Hvidløg og etageløg er ved at blive rigtig store. De blev lagt i efteråret og har vokset sig godt store her i foråret. Jeg har også lagt et sæt ekstra hvidløg her i foråret, som vi spiser af løbende henover sommeren - nærmest som forårsløg. Bare med den gode hvidløgssmag.

I disse uger er frugttræerne godt på vej i blomst. Blommen er længe afblomstret. Pærerne har blomstret et par uger. Men den "gamle" æble her er først lige på vej til at bomstre.

Ananasæbletræerne, som jeg har i store krukker, har til gengæld blomstret hele ugen.

Og så nyder jeg for fulde gardiner synet af kirsebærtræerne i blomst. De har kun få dage tilbage, så det er med at nyde det hele, mens det varer. Og smukt er det!