søndag den 29. maj 2011

Lupiner og regnvejr

I dag - søndag - har det regnet og regnet det meste af dagen. Jeg har nu lige fundet lidt opholdsvejr og har været en lille smule i haven. I går fandt jeg nogle pilestativer i planteskolen v. Solbjerg, så endelig kunne jeg få mine klatreklokke plantet ud. Jeg har også udplantet de føste tobaksplanter og fennikel til køkkenhaven.

Haven vil nyde at få konstant vand her de næste dage, og så vil jeg glæde mig til sol og sommer i ferien sidst på ugen, som DMI lover! ...dejligt for min søde veninde der holder konfirmation på torsdag!

...Herunder lige billede at den blå lupin der blomstrer lige nu.

lørdag den 28. maj 2011

Storslået klematis

...lige udenfor vinduet.


Og så har jeg faktisk snydt mig til hvide petuniaer! "Snydt" fordi jeg jo egentlig har sået petuniaer. Men det tager ikke mindre end hundrede år før de bliver store - eller også har jeg bare slet ikke talent i retning af petunia. Tålmodigheden slap i hvert fald op, og så købte jeg disse hos BilligBlomster i Århus sidste uge. Har I mon været der? Der er virkelig gode muligheder for at gøre kup - men man skal kigge sig godt for: Ikke alle planter er i lige god stand.
Men billigt - det er det!

mandag den 23. maj 2011

Det tegner godt!

...med sødkirsebær i haven. Se lige et syn! Det stikker alle rekorder her på grunden :-)
Jeg tror også solsortene glæder sig over synet - de skal nok sørge for at få en velfortjent andel.


søndag den 22. maj 2011

Allium og vellugtende aftenstjerne

Fint svæver de over staudebedet - Allium 'Globemaster'. Det er desværre ikke lykkedes mig at få et ordentlig billede af hele bedet, men mon ikke I kan fornemme det?




Farven underbygges meget simpelt af den vellugtende aftenstjerne, Hesperis matronalis. Jeg har en pose frø af disse, som jeg har købt, fordi jeg troede, den var forsvundet helt fra haven. Men så dukkede der alligevel nogle stykker op og jeg fik suppleret med lidt fra min mors have. Alligevel tænker jeg nu, at jeg vil så frøene her i maj/juni, så der forhåbentlig kommer endnu flere næste år!

lørdag den 7. maj 2011

Skønne majdage


Der var lige en overgang, hvor jeg var nervøs for, at det hele var ovre på én gang - og der så ville komme et tomrum inden sommerstauder og køkkenhave for alvor melder sig på banen. Men nej, der er hele tiden noget nyt at glæde sig over.

Snebollen herover står nu på spring, og lige nu hvor den står med grønne blomster, er den virkelig smuk. 



Og så har min mand faktisk anskaffet sig en ny rød havetraktor. Jeg ville meget godt nok hellere have haft søjletaks og mange andre skønne ting til haven, men hvis det betyder, at han slår lidt oftere græs, så er det jo en god investering ;-)

torsdag den 5. maj 2011

Påskeklokker, akelejer og hvad har vi...



Jeg er simpelthen kommet til at holde rigtigt meget af påskeklokker. Ikke blot har de meget fine blomster i en lang periode, men jeg holder også meget af de smukke blade, der fylder fint i bedet resten af sæsonen. Under klokkerne kan jeg følge spirer fra sidste år, der nu vokser lidt i størrelse.


Sidste år købte jeg en del allium løg på plantemarked i Haveselskabet. De står nu rankt i det lange staudebed, og det varer ikke længe, før de første springer ud.


Og så er der jo akelejerne. De står også rankt op i bedene og giver det bordeaux skær, som jeg holder så meget af. Her i forening med hvide og mørke tulipaner m.m.



Og.... der er jo lige Nugga - hun følger mig troligt, når jeg er rundt i haven med kameraet.
Her med meget bedende øjne!


Tro det eller ej - men hun er helt tosset med rå blomkål, og siden hun fik lidt med sin aftensmad, har hun ikke forladt min side. Det kunne jo være hun fik lidt mere :-)

tirsdag den 3. maj 2011

De sidste frø er i hus

Først i dag fik jeg endelig min bestilling fra Thompson & Morgan. Det er lidt sent at så, men jeg prøver nu alligevel.

mandag den 2. maj 2011

Meget mere magnolia

Jeg kunne simpelthen ikke dy mig for at tage et par billeder af denne smukke magnolia, som jeg passerer hver dag. Den er da virkelig fin!