Viser opslag med etiketten Hvidløg. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Hvidløg. Vis alle opslag

søndag den 10. maj 2015

Så er køkkenhaven pakket!

Godt vejr fik mig lokket ud af huset og i haven for alvor. I dag var det køkkenhaven der stod for tur. En del manglende endnu at blive sået og plantet, så lavendelklipningen blev udsat endnu engang til glæde for køkkenhaven. Og nu er jeg så endelig med på den front. 

Ærterne såede vi for nogle uger siden, og de er kommet fint op. Heldigvis har duerne ikke fundet de små ærter efter såningen - ellers havde rækken vist hurtigt været væk!


Ugen efter såning af ærterne, såede jeg bønner. Rettesnoren for den såning følger slavisk kirsebærtræernes blomstring.

Radiserne - der er en pink sort - såede jeg samtidig med ærterne. Og de er også kommet fint op. Heller ikke den sværeste grøntsag i haven :-)

I dag har jeg sat basilikum i mistbænken. Det er en plante jeg har købt mig for nogle uger siden. Den er blevet nippet og spist af og ellers stået i vindueskarmen og vokset sig lidt til inden den ryger ud. Nu er mistbænken vandet godt igennem, har fået tilføjet kompost og småplanterne er plantet ud én for én. Kun på de helt varme dage lukker jeg mistbænken op - ellers får de lov at nyde varmen under glas.

Jordbær har vi også plantet i dag. To sorter - en tidlig og en sen. 6 planter af hver - så må vi se om der er bedre held med disse, end de sidste jeg plantede (det var en sort, der skulle give bær hele sommeren og over to sæsoner gav de kun 2 bær - så de røg ud igen!)

Hvidløg og etageløg er ved at blive rigtig store. De blev lagt i efteråret og har vokset sig godt store her i foråret. Jeg har også lagt et sæt ekstra hvidløg her i foråret, som vi spiser af løbende henover sommeren - nærmest som forårsløg. Bare med den gode hvidløgssmag.

I disse uger er frugttræerne godt på vej i blomst. Blommen er længe afblomstret. Pærerne har blomstret et par uger. Men den "gamle" æble her er først lige på vej til at bomstre.

Ananasæbletræerne, som jeg har i store krukker, har til gengæld blomstret hele ugen.

Og så nyder jeg for fulde gardiner synet af kirsebærtræerne i blomst. De har kun få dage tilbage, så det er med at nyde det hele, mens det varer. Og smukt er det!