Viser opslag med etiketten Filippa. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Filippa. Vis alle opslag

onsdag den 2. marts 2016

En vinter uden haveplaner

For første vinter i mange år har haven kun været meget, meget lidt i mine tanker. Og det er selvfølgelig ikke så mærkeligt, da lillepigen her bruger alle vågne timer på sin mor.

Lige nu er det forkølelse, der fylder: især om natten, hvor hun vågner ofte og minder om, at hun er her :)

Det betyder også, at jeg faktisk ikke har haveprojekter for årets have. Og hvor er det mærkeligt. Der skal i år ikke bygges eller omlægges noget som helst - blot vedligeholdes og plejes. Faktisk overvejer jeg at køkkenhaven skal fyldes med krydderurter, så den er nem at passe.

Takket være vores store vinduer mod syd kan jeg dog gå og holde lidt øje med det hele derude.



Disse billeder er fra i går morges... før der kom slud og regn.





torsdag den 3. december 2015

Det går så frygteligt stærkt

... men et lille menneske, der er ivrigt efter at lære verden at kende.

Filippa bliver nu lige om lidt 4 måneder, og hun er et sandt livsstykke. Vi har været igennem mavebøvl, zoneterapi og aftengråd.

Men nu ser hun ud til at være tilfreds med livet og maven har fået ro. Hun leger, smiler til os og snakker som et vandfald. Og så er hun helt vild med at lege med sine kulørte venner, som lige nu har fået lov at bo i stuen, så hun kan være sammen med os andre.

Det meste af dagen - når hun altså ikke sover - ligger hun her og leger. Og snakker. Så vi er bestemt ikke i tvivl om, hvor hun er.

Hun er fantastisk :-)


(Undskyld - så kom der igen et 100% babyindlæg... og det er ikke det sidste :-))

tirsdag den 20. oktober 2015

En advarsel

Jeg kan lige så godt advare jer. I de kommende måneder kommer bloggen her ikke kun til at handle om have, men også om hende her. Vi har haft nogle hårde måneder her i familien med søvnløse nætter og ind imellem går bølgerne lidt højt, men vi begynder nu at kunne se frem til mere normale dage. Til dage med søvn i barnevognen, og dage hvor lillepigen snakker, sprudler og tilmed griner (uden lyd dog) :-)

Helt mod sædvane får I også lige et billede af den hele tiden lidt trætte mor. Da jeg er fotografen her i huset, er der ikke mange med mig selv på, men her tog min datter Sofie lige kameraet, og så kan man da se, at jeg også var med i denne del af historien :-)

Endelig, endelig har pigen i øvrigt fået et navn. Det har været længe undervejs, for vi har simpelthen ikke kunne greje, hvad hun skulle hedde. Hvad der passede, og hvad vi alle 4 kunne blive enige om.

Men i fredags dukkede det pludselig op: Filippa.

Det blev straks vedtaget - helt enstemmigt. Den chance skal man ikke lade gå fra sig. Så nu er det bestemt. Og godt så, for barnedåben er lige om hjørnet :)




onsdag den 19. august 2015

Nu er vi 5 :-)

Siden 7. august har nærmest al aktivitet via netværket her fra matriklen været nede. Ikke pga. YouSee/TDC. Alt har fungeret. Jeg har bare trukket stikket. På både computer, telefon og tablets. Familien ringer på mandens telefon, for jeg har stemplet ud. For en tid :)

Haven står øde hen. Kun solsorte, duer, skovspurve og vores hund bruger den. Vi andre kigger på den, snakker om at der måske trænger til lidt græsslåning - men vi er ikke derude...



Årsagen er en af de ældste kendte - en familieforøgelse. Jeg har ikke tidligere præsenteret min familie her på bloggen, men hende her bliver I altså nødt til lige at møde. Hun har endnu ikke fået et navn - kaldes blot i daglig tale Bettefisen - og hun kom til verden den 7. august om aftenen.

Mens hele byen inkl. vores store teenagepiger var til SmukFest i bragende solskinsvejr og imponerende varmegrader i en dampende bøgeskov, så var min mand og jeg på Horsens Sygehus, og kl. halv ni om aftenen sad vi med en lille nyfødt i armene. 9 dage før termin. Det er så stort - hver gang!

Og samtidig med at Bettefisen kom ind i vores liv, tog familielivet for alvor over. Disse første 14 dage holder min mand barsel, og vi nyder i fulde drag at gå hjemme og hjælpe hinanden, mens vi begge alt for tit (sammen eller på skift) sidder og kigger på dette lille vidunder, der nu har fået en plads i vores hjerter, som vi for 14 dage siden nærmest ikke vidste var ledig :-) Når de store piger kommer hjem fra skole, sætter de sig i samme position. Kigger, aer, nusser og snakker med hende. Også selvom hun sover. Det er en ganske unik oplevelse at dele en ny forelskelse med to dejlige store piger, og mærke at verden nu bare går videre - som fantastiske 5.

Kh.
En lidt træt, meget taknemmelig og nærmest lykkelig mor


psssst. Bliver i øvrigt nødt til lige at knytte et par ord til Horsens Sygehus som fødested. Vi har været så positive over hele forløbet. Både på fødegangen og på barselsgangen. Alle er utroligt søde, kompetente og imødekommende, faciliteterne er rigtig fine, og alt i alt havde vi bare en super god oplevelse. Også selvom vi til sammenligning tidligere har været på Odder, der vel var Østjyllands ellers suverænt bedste fødested. Horsens gav os bestemt samme gode oplevelse. Kan virkelig anbefales!