Hvorfor bruger jeg overhovedet tid på at skrive om have?
2009 begyndte jeg på min allerførste hjemmeside. Jeg var vildt nysgerrig på aktiv brug af internettet, og jeg besluttede mig for at overføre aktiviteterne fra min daværende fysiske håndskrevne havedagbog til den nye hjemmeside. Få måneder efter fik jeg øjnene op for weblog formatet og i marts 2010 sprang jeg ud i en bloggerløsning. Det var en god beslutning og aktiviteterne tog fart. Inden længe fik jeg øjnene op for alle de andre havebloggere der havde valgt samme format på nettet og jeg så ideen i at dele en fælles interesse med andre - også i det virtuelle rum - og i haveverdenen er det i en hyggelig tone og med venlig interesse når vi "går" på besøg hos hinanden.
Men hvorfor? Hvorfor er jeg her stadigvæk? Hvordan kan lysten til at blogge og skrive om uderummet hænge ved så længe?
Der er absolut ingen tvivl om, at jeg er helt og aldeles havepassioneret. Jeg har været det altid - helt fra barnsben. Men derfor behøver man jo ikke skrive om det. Så hvad er det så, der driver værket?
Jeg tror, at mit håb er, at det smitter. Smitter lidt af på andre, der også er vilde med have. Ja og måske især også på dem, der måske ikke er - i hvertfald ikke i lys lue endnu. Kan jeg sprede bare en lille smule inspiration og ideer til andre, give andre lyst til at lave smukke og funktionelle uderum eller plante noget smukt i haven, så er jeg lykkelig. Både fordi jeg tror på, at det er givende for os at omgives af noget smukt og bevægende, og fordi jeg tror på, at det er sundt for både krop og sjæl at gå i haven.
Jeg hører ind imellem fra en, der har fået lyst til et eller andet i haven efter at have læst med her på bloggen, eller som er blevet inspireret til at plante noget nyt i krukker på terrassen - eller prøver sig med at holde liv i købte krydderurter i vindueskarmen i stedet for bare at smide den ud. Og så bliver jeg både stolt og glad. Så har jeg måske gjort en lille forskel for nogen med alle mine skriverier....
For halvandet år siden fik jeg mig så forvildet med ind i magasinet HAVEFOLKET. Endnu et ubetalt haveprojekt vil nogen tænke - jeg tænker endnu en chance for at formidle haveglæde og inspiration. Det har været sjovt, hårdt, krævende og ind imellem afholdt nattesøvnen for at indfinde sig. Alt for mange tanker og ideer - og ind imellem bekymringer. At være fem om at starte et helt nyt medie op kræver enighed og fælles arbejdsomhed og pga diverse livsudfordringer kan netop det være svært. Vi arbejder ikke alle med samme fart eller på samme måde. Med tiden har jeg fundet ud af at den del i princippet er fuldstændig ligegyldig. Det handler i bund og grund om respekt.
På samme måde, som når vi går på besøg i hinandens blogs og behandler en anden bloggers tid og tanker skrevet sammen i et indlæg med respekt, så fungerer hverdagen også, når vi indbyrdes på magasinet behandler hinanden med respekt. Den kollega, der måske er optaget til anden side i tre dage pga livets gang, dukker pludselig op og giver det hele en skalle i respekt for de andre, der har båret opgaven indtil da. Og sådan er det bare - vi behøver ikke engang snakke om det.
Og så har vi dybt i vores havehjerte samme grund til at skrive - vi er vilde med haver, og vi vil så gerne smitte andre med det samme. Og den mission kommer foran alt andet. Den kommer foran vores personlige havestil, foran politiske diskussioner og foran specifikke interesser. Hellere nå det fælles mål end drive en personlig kæphest eller profilere særlige evner hos forfatteren eller skribenten. Vi skriver lidt med hos hinanden, når det kniber, og låner fotos på kryds og tværs, som der er behov. Det er da lige præcis, sådan det skal være...
Kom jeg nu ud af en tangent? Ja - måske lidt. Egentlig ville jeg bare sige: Jeg er her i det virtuelle haverum, fordi jeg elsker uderummet - jeg elsker planter, arkitektur og godt design - jeg elsker at se det hele gro, og jeg elsker, at det kan bruges til noget! Og jeg vil så gerne dele ud af min entusiasme og tilgang til haven til alle, der har lyst til at læse med. Jeg håber, jeg formår at gøre det med respekt for dig som læser. Og tak til dig - fordi du altid leverer den samme søde respekt tilbage. Det gør hele forskellen!
Med det vist allerlængste indlæg i havedagbogens historie vil jeg ønske dig:
Rigtig god weekend!
Grønne og kærlige hilsner
fra en lidt træt og lørdagseftertænksom
Haveskribent
