lørdag den 9. maj 2015

Duftsnebollens tid

I torsdags på HAVEFOLKET mindede Eliane mig om en af mine favoritter til krukkerne. Nemlig duftsnebollen.

Her hos os har den nemlig stået i krukker, siden vi i slutningen af 90'erne flyttede ind i hus og have - og først sidste år var jeg nødt til at tage to af dem op af krukkerne, for at de kunne få lidt mere jord at vokse i. Væksten var begyndt at se lidt trist og træt ud - men flytningen har givet dem det ønskede boost!

I år hvor vi har bygget ny trappe i haven, er de rigtigt kommet til deres ret, da de står på hver sin side af trappen - og det ser ret fint ud med lidt højde, netop her.


Snebollen er også ret fin, når man går tæt på. Og så dufter den helt fantastisk.


Som du kan se på billedet herunder er buskene ret klejne, selvom de har været hos os i over 10 år.

Det skyldes at jeg hvert år efter blomstring klipper grene tilbage, så der kommer denne lidt skulpturelle vækst.

Om det også er medvirkende årsag til at blomsterne bliver ret så store, ved jeg ikke, men jeg er glad for at kunne holde dem nede i størrelse, så de er lette at passe - og lette at nippe! For når blomsterne falmer, dannes der frøkapsler og dem er jeg ikke så begejstret for.

Så er det ud med en spand og på kort tid er de alle nippet af, så planten kan bruge krudt på nye blade i stedet.

Men - nu nyder vi blomsterne og duften i særdeleshed. Håber på at regnen snart hører op, så jeg kan komme ud og så det sidste i køkkenhaven. Herudover står weekenden på læsning af nyeste bog fra Claus Dalby 'Romantiske Haver', som netop kom med posten her til morgen. Og timer med HAVEFOLKETs sommermagasin går der i hvert fald også. Det bliver en dejlig weekend!

Rigtig god weekend til dig også!
Kh. Lone

Ingen kommentarer:

Send en kommentar