Køkkenhaven nyder for alvor disse dage med sol og høje temperaturer. Det kræver godt nok en del vanding, men det er en fryd at se hvordan det meste vokser godt og ser sundt ud.
Når jeg skriver 'det meste' er det fordi jeg ikke rigtigt har helt med min mistbænk i år - ja, det skyldes vist ganske enkelt for lidt vand og for meget varme. Jeg er helt selvforskyldt, men det skal jeg have rettet op på nu hvor jeg har tid: Det er nemlig SOMMERFERIE :-)
Her til morgen har jeg været nede og vande, og det er så dejligt og fredfyldt efter en travl arbejdsuge at gå her og vande, fjerne lidt ukrudt og måske klippe lidt til hvor nødvendigt. Ro og summen fra bier, krukkerne der klukker efter at være blevet vandet, og Nugga der trisser rundt. En SKØN lørdagmorgen!
Klokker i hobetal. Smukke klokker pryder lige nu køkkenhaven. I baggrunden ses den krybende timian, der er helt i blomst nu og lyser op!
Salvie i blomst
Ærterne begynder nu at sætte blomster og selv bønnerne ser endelig ud som om de rent faktisk har tænkt sig at vokse lidt...lidt!
På billedet til højre ses rosen 'Mary Rose' i baggrunden. Den er ramt af alle uheld i år - først fik ejeren ikke klippet den ordentlig ned, så den er blevet alt for ranglet. I denne uge er den så blevet ramt af stråleplet. Så nu klippes alle grene tilbage og så må vi se om den kommer sig igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar