lørdag den 3. juli 2010

bØrnEhAveN

En have, der også beboes af børn, skal være et hyggeligt sted, hvor der er mulighed for leg, og der må gerne være gemmesteder. Det sidste er svært i en ny have, men nu hvor haven er ved at være 12 år, og vi efterhånden har fået skabt så mange rum, er det faktisk ved at være muligt at lege gå-i-dåsen i haven!

Men haven rummer også helt lige-ud-af-landevejen børneaktiviteter. Disse elementer er primært placeret i den del, vi kalder bØrnEhAveN, som indrammes af fem efterhånden pænt store sødkirsebærtræer.

Trampolinen, der kom til for nogle år siden, ligger i kanten af den cirkel træerne danner. Den blev gravet ned i terrænet samtidig med, at vi byggede til huset for nogle år siden. Vi var begge lidt trætte af at se på dette monstrum, der syntes at fylde hele haven, og samtidig kunne vi godt se, at pigerne havde meget glæde af den. Så da vi så vores snit til det, kom den ned i niveau. Hullet er lavet som en forsænket terrasse (derfor træpladen der skjuler en trappeskakt). Når så pigerne en dag ikke gider trampolinen mere, kan vi fjerne den og have en terrasse her i stedet.

Gyngestativet har været i haven fra de første år. Gyngerne har været skiftet ud mange gange - de går ganske enkelt til - men gyngestativet har holdt og det bliver stadigvæk brugt med jævne mellemrum, selvom mine piger nu er 8 og 11.
Jeg klipper normaltvist kirsebærtræerne en gang om året, for at de ikke skal blive for store og tage for meget sol fra bØrnEhAveN, men i år har min yngste tvunget mig til at love ikke at klippe dem. Hun ønskede sig en kirsebærskov - og det har hun fået!


På grund af sommervejret er der nu et midlertidigt indslag - et badebassin. Jeg holder mig til at købe de mindre versioner. Så bruger jeg vandet til havevanding efter en uge og putter nyt vand i igen. Bassinet er lige nu placeret i nærheden af køkkenhaven. Inden jeg fylder det næste gang, får det en ny placering, så græsset ikke når at tage for meget skade.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar