fredag den 6. marts 2015

Delikate vibeæg

De sidste par uger har jeg spejdet efter vibeæg hos blomsterhandlerne, og i dag faldt jeg endelig over nogle stykker. Godt nok har jeg dem i rimeligt store mængder i haven allerede, men der er jo lang tid til endnu - og jeg kunne ikke vente. Når disse er afblomstret får de lov at komme ud i haven og kan så næste år følge den øvrige flok.

Lige nu står vibeæggene på spisebordet og spreder forårsstemning. Og ja - nu også her i dagbogen.
Så kan du også have glæde af de ternede vidundere.

Rigtig god weekend til dig!

torsdag den 5. marts 2015

Inden vinteren helt slipper

... sit tag i haven, kan jeg nu godt nyde disse frostmorgener, hvor det hvide glitter ligger overalt i haven.


Og når man kigger på de første fotos her, så er det svært at lure, at det rent faktisk er forår!



Men det er det!

Og dukker man ned til jordoverfladen, så er det ganske tydeligt.

For selvom tulipanerne i disse dage vågner med frost på næsen, så er de der!


Allevegne pibler det op med skud til det kommende haveår. Jeg tænker min have er knap så langt fremme, som det er mange andre steder i landet, men derfor nyder jeg nu alligevel alle de små forårstegn.

Og ja - i weekenden skal bedet her ryddes, så man kan se alle fremskridtene dag for dag.







tirsdag den 3. marts 2015

Jeg er så småt ved...

.. at varme op til at komme rigtigt i gang igen. I sidste weekend var jeg faktisk ude et par timer og rydde op i morgenhaven. Inden længe SKAL jeg bare have fundet tid til noget mere. Bare et lille stykke hver gang. Hele haven mod syd er fyldt med vinterens sidste blade, orme"skud" i græsplænen, kummer der er foræret væk. visne staudetoppe der skal ryddes væk, ukrudt og meget meget mere. Her et par kig fra i morges, hvor solen endelig var fremme. Mon ikke man kan fornemme, den trænger til en kærlig hånd.