fredag den 21. maj 2010

Morgenhaven er nu også hundehave

Da vi sidste sommer hentede en lille dværgschnauzerhvalp på Langeland, havde jeg nok gjort mig forestillinger om, hvad det medførte af arbejde: Gåture, trimning, kæmning, leg, indhegning af have, dyrlægebesøg etc. Alt sammen noget der er det hele værd - ingen tvivl om det! Men det fører nu alligevel en del med sig. Blandt andet skulle vi til at have lavet en indhegning af haven, der skulle falde nogenlunde pænt sammen med huset og samtidig være funktionel - mandens havetraktor skal f.eks. kunne komme gennem lågerne :-).

Da vi for nogle år siden byggede om, forlængede vi huset i begge ender, og det betød at hækken, der før flugtede med husgavlen mod øst, nu pludselig stod midt ud for et vindue!


Morgenhaven - August 2008

Vi har derfor været i gang med at flytte hæk (!) og tørrestativ hen til huset nye gavl og har sat en havelåge op i forlængelse af hækken.

Hækken flyttede vi i slutningen af april, så jeg håber virkelig at den overlever. Lige nu er den i hvert fald godt i gang med at springe ud, og hvis jeg passer den godt med vand i tørre perioder, håber jeg den har fine chancer.  Vi har tidligere flyttet en del hæk - da vi byggede om - og der er det meste overlevet! Vigtigst er det, at planterne kommer i det nye plantehul straks de er gravet op, så rødderne ikke når at tørre ud. 
Området her omme bag huset er stadigvæk vores morgenterrasse, men på sigt vil den også blive primær hundehave, da hun her kan gå i fred og ro ... og jeg drømmer allerede om et lille hundehus til hende.
Men jeg skal vist ikke sætte gang i flere projekter lige nu!!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar