søndag den 31. december 2017

et nyt år rundt om hjørnet

12 timer er der lige nu tilbage af det gamle år - 2017. 2018 venter lige om hjørnet og allerede nu ved jeg at det kommer til at byde på et par udfordringer, jeg skal arbejde med. Den største måske at min ældste datter skal flytte hjemmefra. Det bliver en spændende tid for hende - og en udfordring for os herhjemme der snart skal til at undvære hende.



Selvom det er det mest naturlige i hele verden, at ens poder skal flytte hjemmefra, så er det også angstprovokerende, at man skal skilles fysisk fra et menneske, som man har boet sammen med i næsten 20 år. Ok jo - jeg skal nok klare det, men jeg kan mærke at det fylder en masse. Vi går en ny tid i møde.

2018 bliver forhåbentlig også året, hvor jeg i forhold til haven kommer til at gøre et seriøst come-back. Vores lille datter på nu 2 år har fyldt meget de sidste år, og det har taget meget tid fra haven, at hun er kommet til. Det har været skønt, dejligt, livsbekræftende og fantastisk, men jeg kan udemærket mærke at haven trækker og at der i år skal bruges mere tid derude. Heldigvis er hun nu også ved at være så stor, at hun også kan tulle lidt rundt i haven alene, så der er lys forude :)


Jeg har i drømmene mange nye planer for haven. Det handler mest om at få ryddet op og skåret til. Minimeret og trukket linjer op. Og så har jeg en bedre halvdel, der ønsker sig muligheden for at lave endnu mere mad udenfor, så der skal tænkes i gasblus og mon ikke også der skal en ny grill til. Ikke mindst skal vi have lavet et nyt spiseområde med plankebord i baghaven, hvor udekøkkenet er. Det kræver fældning af træ og flytning af min store smukke hvide klematis. En operation, som jeg lidt holder vejret omkring og har udsat. Tænk, hvis den går til....

Tankerne for det nye år er mange, men først vil vi sige farvel til det gamle og nyde en hyggelig nytårsaften med gode venner, mens vores mellemste datter holder fest og giver os den gave at dagen i morgen kommer til at stå i rengøringens tegn. Det er den klassiske start på det nye år for os - oprydning efter et brag af en fest!

Godt nytår til dig & dine.
Vi ses i det nye.



5 kommentarer:

  1. Hej Lone

    Godt nytår til dig og dine

    SvarSlet
  2. Godt nytår.
    Jeg har også mange haveplaner for 2018. Nogle af dem er store og nødvendige, men også lidt angstprovokerende, så jeg forstår dig så godt ;-)
    Mange hilsener, Lisbeth

    SvarSlet
  3. Hej Lone.
    Rigtig godt nytår. Glæder mig til at hører mere fra dine kanter igen.
    Knus Heike

    SvarSlet
  4. Godt nytår, Lone
    Det er altid dejligt at høre om planer for kommende år.
    Kender godt det med de unge, der flytter hjemmefra - det fylder også hos os forældre :)
    Knus

    SvarSlet
  5. Beautiful Amaryllis with eucalyptus!
    I wish you all the best for this year 2018!

    Susanna

    SvarSlet