onsdag den 27. august 2014

Hjemme igen

Mandag aften sent landede vi igen på dansk jord og efter at have taget 4 dage ud af kalenderen har de sidste par dage været travle. Men - vi har set nogle smukke haver og billederne fra turen er nu uploadet til fotodatabasen, så der er masser af inspiration til de kolde måneder, som vi har forude.


En af de haver, jeg glæder mig allermest til at skrive om til HAVEFOLKET, er denne 'Millennium Garden' fra Pensthorpe Nature Reserve i Norfolk. Anlægget var simpelthen bare så smukt - og meget fotogent.


Pludselig ser min egen have kedelig og trist ud - mon du kender den oplevelse?
I hvert fald skal der ske revolutioner i staudebedene her til efteråret. Nu går kampen ind :-)

Ps. I får selvfølgelig mulighed for at se alle de besøgte haver på en virtuel havetur her på bloggen senere på året. På samme facon som sidste år. Håber du har lyst til at "tage med".

lørdag den 23. august 2014

Postkort fra UK

Første havedag i England blev alle planer ændret. Godt nok så vi Waterperry (skøn have), men herefter kørte bilen til Barnsley for at få te på terrassen før lukketid. Det er den hyggeligste have og det var dejligt at komme der igen.

Gode fotos får I når jeg er kommet hjem igen. Et par iPhone-fotos følger her med postkortet :-)



torsdag den 21. august 2014

Midt august


Det her bliver et af de kedelige indlæg - men også et af de indlæg jeg finder tilbage til i foråret, når jeg skal lægge nye planer. Her kommer nemlig et par fotos fra køkkenhaven og staudebedet, der grænser op til. Bloggen er min hukommelse til næste års arbejde, så jeg husker sæsonen.

Herover nigella sået fra frø af sidste års 'Djævlen i busken'. Håbede på en række af de blå igen, men i år blev de fleste hvide. Så - skal jeg have dem igen, så skal frøene købes.

Nye orange dahlia - første år i haven og en fed succes. Elsker den farve.


'Black russian' tomater, der endnu blot er røde. men store og flotte det er de (forkultiveret inde fra februar, ca.).



Frilandsagurk. Købt, da frøene, jeg havde købt, aldrig spirede.

Tagetes patula. Første år med dem i haven, og højden er jeg vild med, så de skal også gentages kommende år.



Små squash er ved at være en tradition og også i år giver de fin høst.


Nyindkøbt mynte til mojito :-) Er ved at komme sig efter hård skalpering i festivaltiden.


Quinoa - meget sjovt, men skal ikke gentages. Fylder for meget, vælter og bladene har slet ikke den værdi for mig, som jeg havde håbet på.

Ananasæbletræer i krukker er en fin succes. Masser af frugt og de smager af sol, sommer og molle.



Sidst et kig på nabobedet - gyldenris, græsser og solbrud blander sig med mælkeklokke og blommetræ.