søndag den 3. juli 2011

Lidt mere om Pashley Manor Gardens


Jeg vil lige vise jer lidt mere fra Pashley Manor Gardens. Jeg skrev om deres fine rosenhaven den 23. juni, men tænker at jeg lige vil prøve at give jer et indtryk af hele stedet. Senere kommer også det lovede indlæg om deres meget fine køkkenhave :-)

Første del af ejendommen skulle være etableret tilbage i 1262, mens den facade, der ses herover, er fra 1720. Som I også vil se på flere af de andre billeder, er ejendommen i høj grad medvirkende til at skabe den meget fine stemning, der er i haven. Just ankommet går man via deres fine havebutik og ud på det lille torv bag butikken, hvor der er plantesalg. Bemærk lige den fine løsning med stiger som galv til "plantereol" til venstre i billedet. Den er helt klart på ønskelisten til min køkkenhave!


 Herfra går man til et stort åbent område med kæmpe staudebede holdt i røde nuancer. Allerede her ser man en af de mange skulpturer, der overalt er repræsenterede i haven.


I bunden af denne flammehave står der en fin skulptur mod det åbne landskab bagved. Det særlige her er den - for England - typiske brug af en "ha-ha". I stedet for at bygge hegn eller mur mod landskabet er der lavet denne fine fordybning, så dyrene i området omkring godset ikke kan komme ind og tage for sig af retterne i haven. Se i indlægget fra den 23. juni  hvor fin en virkning det har, når man ser nedover området fra rosenhaven.



Fra staudebedene føres man ind i en mindre "walled garden", hvor man på den ene side af midtergangen finder Rosenhaven og på den anden side finder den meget velpassede køkkenhave.

Igen her ved indgangen ses skulpturerne placeret. Man kan synes hvad man vil om skulpturer i en have, men det interessante ved brugen i denne have, er at skulpturerne er placeret, så det mange steder passer helt naturligt ind i omgivelserne.













Lige et enkelt glimt over køkkenhaven:


Ovenfor den muromkransede have ligger der et område med swimmingpool og indgang til et lille drivhus.


Fra poolområdet fører turen videre til en lille have tæt på huset.



I modsætning til flere af de andre haver vi så i England i juni, var der hos Pashley Manor ingen områder overladt til tilfældighederne. Alt var passet og plejet.


Herover ses husets facade mod skov og sø. Herfra føres turen videre gennem flere staudebede og videre ud i deres skovområde. Til venstre i billedet er der indgang til "the Garden Room", hvor der er servering og dermed mulighed for at få en skøn frokost eller en god the/kaffe.


Maden, der serveres her på stedet, er ligeså gennemført som haven og er af egne og lokale råvarer - lækkert!


 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Da vi var på besøg i Pashley Manor Gardens, var der "Special Rose Weekend". Foran  Pashley var der et område med stort udsalg af Peter Beales roser - desværre havde vi ikke mere plads i kufferterne :-)
 

Pashley Manor Gardens var en af de jokere, vi havde i vores planlægning for turen. Første aften på Bed & Breakfast hos Yvonne i Corner House spurgte vi til, om haven var et besøg værd. Det kunne Yvonne kun bekræfte. Og ja - det var en super beslutning!

Anbefalingen er hermed også givet videre til jer, der planlægger havetur til området i East Sussex!
Pashley Manor, Ticehurst, Ne Wadhurst, East Sussex, TN5 7HE - http://www.pashleymanorgardens.com/

Ingen kommentarer:

Send en kommentar