Som afslutning på dejligt 2013 i haven følger her en kort opsamling på det forgangne år fordelt på månedernes indlæg her fra bloggen.
JANUAR
Året startede med rigtig vinterstemning med frost og rim i haven. Den slags dage har vi ikke haft mange af i november/december 2013, men hvor er de altså smukke.
I februar bliver der frådset i afskårne blomster og forårsløg. I 2013 var en af yndlingerne vibeæg, og i år ser jeg frem til at gense en del af dem i haven (da løgene selvfølgelig lægges ud efter afblomstring). Vibeæggene er ualmindeligt smukke - både inde og ude.
MARTS
Jeg går sjældent helt i sort, når det kommer til haven, men i marts måned var det måske lige lidt tæt på. Havelængslen var enorm, og sneen ville bare ikke forlade haven. Tør du se et trist indlæg, hvor marts ligner december, så er det herunder, du skal klikke.
Endelig kom foråret og jeg var som så mange andre ikke til at drive ind fra haven. Alt eksploderede på en gang og for at få alt med, var jeg vist derude hver eneste dag - om det så bare var i få minutter.
MAJ
I maj anlagde vi måneskinshaven. En have jeg har glædet mig over hver dag siden, når jeg om morgenen ruller gardinerne op fra soveværelset eller står i køkkenet og ser ud på det lyse bed. Nok har jeg længe forsvoret at skulle have mængder af hvide blomstringer i haven, men hvor er det godt, jeg overbevidste mig selv om at prøve kræfter med dem efter at have beundret flere have i samme genre i England. Blot de hvide blomster er langt væk fra alle de andre farver. Hos os har de et haverum helt for sig, og det fungerer for mig og min "ordenshavesans".
JUNI
Mon ikke juni er min yndlingstid for haven. Alle staudebedene viser sig fra deres allerbedste side og køkkenhaven er smuk, struttende og frodig. Kållaver kan man nærmest ikke huske hvad er, og der skal bare vandes lidt, så vokser det helt enormt dag for dag. Jeg er slet ikke i stand til at vælge et yndlingsindlæg fra juni, så du er advaret - klikker du på linket herunder, får du hele juni en gang til. Forbered dig på, at du efterlades med et kæmpe savn efter netop den måned :-)
JULI
I juli ønskede jeg alle en god sommerferie, da jeg midt på måneden rejste fra en frodig have mod USA i to uger med familien. Heldigvis havde jeg super søde havepassere, blandt andet en fantastisk nabo og min søde mor og svigermor, så selvom der var hedebølge i Danmark, var haven ret fin, da vi kom retur igen. Endnu en gang tak for indsatsen!
En af årets store glæder har været at plante 20 små kæmpeverbenaplanter i en vintønde. Inden længe blev det til et helt hav af dansende verbenaskærme, som sommerfuglene har sværmet om dag ud og dag ind. Den kombination kan varmt anbefales!
SEPTEMBER
I september slog jeg endnu en gang et slag for de smukke gule farver i haven. Både lysegule, solgule og orange danser i haven i september og fylder den med solskin - også på regnvejrsdage. I år skal den gule farve i højsædet igen.
OKTOBER
I oktober var der stor glæde over en lille plante, der fylder meget i mit havehjerte. Bakkestjernen.
Det var 3xsucces med selvsåere fra sidste år (som var kommet op ret sent), nye såninger fra 2013 lykkedes og så et pragteksemplar - som jeg fik af en sød havekollega i forsommeren - der i størrelse overstrålede dem alle. Jeg håber på overlevelse til kommende havesæson og glæder mig (i det stille) til endnu flere bakkestjerner i haven.
NOVEMBER
I november måned inviterede jeg alle jer læsere med på en virtuel haverejse til England. Det var min tur fra slutningen af august, der blev genopdaget, og det var vildt hyggeligt at have flere af jer havevenner her fra blogland med på bagsædet.
Var du ikke med på turen i november, kan du klikke på linket herunder og så læse turens indlæg fra bunden og opefter. Glæd mig gerne med et par pip undervejs :-)
DECEMBER
Årets sidste måned har der været lukket helt ned for haven. Selvom det har været lunt, så har jeg brugt måneden til mange andre ting - som arbejde, familiehygge og juledeko-ting. Mest i den lidt grove ende, som juletræet her i vintønde med masser af pudemos og pletter i luften.
Dejligt at se alle de smukke billeder, man kommer bare til at glæde sig endnu mere til forår og sommer. :-)
SvarSletJa, længslen trives og drømmene får vinger når man gense forår og sommer. Godt vi går mod lysere tider nu :-)
SletJeg nyder sådan at se din årskavalkade..... en hurtig tur igennem året.
SvarSletSommerbillederne er bestemt nogle der får smilet frem, og jeg husker også tilbage på sommeren. Nu glæder jeg mig til en ny og dejlig sæson i haven - ligesom jeg glæder mig til endnu en sæson her hos dig.
Mange hilsner og rigtig godt nyt år
Susan
Det er jeg super glad for at høre :-) Det er altså også ret dejligt, at du ofte kigger forbi!
SletEt dejligt haveår. Glæder mig til at høre mere om bålhaven. Er overbevist om at du har et par gode ideer at give videre.
SvarSletRigtig godt nytår
Det håber jeg - skal nok gøre mig umage :-)
SletFin kavalkade, du er bedre til at begrænse dig :) men det tager også tid at lave så lange indlæg som mine, lige her i vintertiden er der jo god tid for mig.
SvarSletMan kan mærke din "gode tid" gennem skærmen. Det er rigtig dejligt. Tak, Lisbeh.
SletDejligt gensyn med din have, de skønne sommerblomster, som jeg glæder mig til at gense. Gad vide om vinteren bliver så mild, at kæmpeverbenaerne overlever udendørs. Men ellers selvsår de sig jo, men så er blomstringen lidt senere.
SvarSletDet krydser vi fingre for, Anette. Det kunne da være skønt!
SletHerlig kavalkade af året som er gået. Heldigt at I kunne tage afsted og komme hjem fra ferie vel vidende, at søde mennesker tager sig af haven.
SvarSletJeg opgav at vande sidst i juli, da jeg foruden min egen have havde 1 nabos og min brors så det endte med at blive kun krukkevanding.