mandag den 11. august 2014

God vind til alle der går nye veje

Nu slutter sommerferien for vores familie og med det er også starter på en helt ny del af livet her i huset. I går var vi fire - nu er vi kun tre.


Og hvorfor skriver jeg så om det her på min havedagbog?



Måske fordi jeg bare lige skal have luft, måske fordi jeg har lyst til at dele det med jer derude, og sidst - men ikke mindst - fordi jeg tror og ved, det skal behandles med masser af "haveterapi" de kommende dage, så snart jeg har fri fra jobbet.

Ja, det er helt elementært. Vi kørte i går vores ældste datter til en efterskole ikke så langt herfra - det føles bare helt vildt langt. Og selvom jeg ved, at hun har det godt og trænger meget til at prøve kræfter med noget nyt, så er det en underdrivelse at skrive, at det bare lige kræver et par ekstra vejrtrækninger her til morgen.

Al forandring er svær for den menneskelige hjerne - bestemt også for min. Og jeg tænker på hende - sender alle mine bedste tanker i hendes retning - og ved at hun passer på sig selv og sine nye kammerater. Det bliver så godt for hende.


Og jeg går i haven - på arbejde - og lange ture.
Det skal nok gå!


15 kommentarer:

  1. Your white is wonderful!!!
    Happy days
    Elisabeth

    SvarSlet
    Svar
    1. yes, you're right - white is wonderful in the garden.
      Especially in the morning light :-)

      Slet
  2. Åh, ja, det er svært at give slip på de børn. Men det skal nok gå ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Nana - hvor er du sød. og ja, det skal det - nok gå. Tak for trøst.
      Og jeg ved det. De er så seje, nutidens unger. Men det handler lige om også at give slip. Og det kan godt lige tage lidt tid at få hjernen og hjertet til at være med på ideen :-)

      Her til aften er jeg et skridt tættere på. Ved hun har det godt og gør noget, der er rigtig godt for hende. Moren skal også nok overleve - det ved jeg :-)
      Men derfor er det nu dejligt med et par søde ord. Tak.

      Slet
  3. Hej Lone
    Jeg kender fornemmelsen, man bliver lidt vemodig, for de var jo lige vores små børn, pludselig er de store og forlader reden. Hun kommer nu nok hjem igen, det gør de sjældent, når man bor på Samsø. Min søn på nu 26 kom hjem ½ år, så tog han på højskole, og har ikke boet hjemme siden. Man vænner sig til det, men det er dæleme svært :) Haven er god terapi mod det, du kommer ud på den anden side, og hun kommer sikkert hjem hver weekend (næsten)
    Kh Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er nemlig det, Lisbeth. Det går så forbandet hurtigt. Man vil så gerne, at de udvikler sig, og at det går dem godt. Jeg ved det så godt og taler fornuft til mig selv - det er bare ikke altid, at hele følelsesmekanismen trop med rationalet.

      Men - ja - haveterapi er godt. Allerede her til aften, skinner den indre sol igen og tid i køkkenhaven har varmet hjertet. Ja, hun kommer hjem igen. Også lidt i weekenderne - hvis hun har tid...

      Jeg har nu ofte drømt om at bo på en ø, men med din fortælling så er jeg lige nu ret glad for fastlandet :-)

      Slet
  4. Det skal det bestemt, Lone. Altså nok gå. Men tomt er der helt sikkert i det lille hjem. Indtil den første gang hun kommer hjem på weekend. Fuld af energi og fortællelyst.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Birgitte.
      Og ja - du har ret. Det skal nok gå... Og, det er dejligt med lidt trøst :-)

      Jeg vænner mig stille til forandringen, det er jeg sikker på. Og får mere tid til andre; herunder luksustid til lillesøster. Det er en lille bonus. Og så glæder jeg mig til den der fortællelyst dukker op... de 10 minutter i bilen, indtil hun falder i søvn og sover ud :-)

      Slet
  5. Hej Lone!
    Kender også godt den følelse, her har tårerne flydt i en lind strøm i sådanne anledninger, også selvom man ved at det hele bare er godt, og som det skal være.
    Rigtig god vind til jer alle.
    Hilsner fra Anette

    SvarSlet
    Svar
    1. Årh Anette. Tænkte da jeg skrev indlægget, at jeg jo absolut ikke er alene om denne oplevelse. Og hvor er det dejligt at du deler. Tak for medfølelsen, hvor er du sød.

      Slet
  6. Har selv lige sendt min pige på efterskole i går. Det kræver liiige lidt tilvænning. Men havearbejde kan sikkert hjælpe lidt på savnet håber jeg.

    SvarSlet
    Svar
    1. Også dig? Ja. tænk.
      De skal nok få det godt. Det er jeg sikker på. Men "liiiige lidt tilvænning" - det skal der til. Har besluttet mig for, at jeg godt må gå og sørge lidt. Så håber jeg, det går lidt hurtigere med den der tilvænning. Og det er jo i bund og grund bare kærlighed, der fylder :-)

      Slet
  7. Uha ja, det må være svært at undvære. Vi skal jo give slip på et eller andet tidspunkt, men hvornår er vi klar til det. Jeg er ikke sikker på, at jeg nogensinde bliver klar... selvfølgelig gør jeg det - for det skal jeg til den tid.

    Godt du har haven og arbejdet til adspredelse og terapi.

    SvarSlet
    Svar
    1. Puha - ja. Svært.

      Jeg tror heller ikke, jeg nogensinde bliver klar, Susanne. Jeg troede, jeg var klar - men det var jeg ikke. Der er bare ikke rigtig noget valg - man bliver nødt til at give slip. Fordi det er naturens gang - og bedst for de unge mennesker. Det er bare pokkers hårdt for ens lille hjerte.

      .... mæeeen, jeg må jo også indrømme - jeg konkluderede overfor min lille pige (12 år) her til aften, at jeg har besluttet mig for, at hun bliver - for altid :-) Kan simpelthen ikke overskue flere flytninger foreløbig :-))

      Slet
  8. I overlever, begge to - og kommer ud på den anden side endnu mere modne og erfarne. Men jeg kan sagtens følge dig, det er super hårdt at skulle aflevere sådan et fremmed sted og bare køre hjem til sine egne vante omgivelser igen uden hende. Haven kan som altid være med til at adsprede og hele ens tankemylder, heldigvis for det.
    Knus, Ulla

    SvarSlet