Havemand in spe

For nogle uger siden sad vi hos gode venner og spiste middag. Pludselig slår vores vært over i havesnak - meget uventet. Han har nemlig fået en ny ting til sin have: En mælkebøttefjerner. Og han fortæller om den med stor begejstring.

Den søde værtinde - der over de seneste år er blevet mere og mere begejstret for sin have (og køkkenhave!) - kan berette om, hvordan manden med et saligt smil går rundt i haven i tide og utide (morgen og aften) og jagter mælkebøtter med den nye anordning.

Han kan kun bekræfte sin kones beretning og synes faktisk, det er hyggeligt - efterfulgt af ordene: "Jeg tror faktisk, jeg kunne gå hen og blive helt glad for havearbejde". Blandt andet fordi han, når han skal have mælkebøtterne i spanden, nærmest skyder dem afsted - til stor morskab, åbenbart. (Hertil skal høre informationen om, at manden er meget passioneret jæger!)

Er det ikke fantastisk, hvis redskaber kan gøre netop det for et menneske - altså forvandle sur pligt til noget hyggeligt.

Straks tænkte jeg; den prøver jeg da på min egen mand. Dims er erhvervet og taget i brug - måske det virker!